Archeopteryx lithographica

The smooth, bright bones, with their warm tawny hue, stand out boldly from the yellowish-grey limestone, which constitutes a natural foil. In some places the bones have a metallic tint, and the light reflects itself beautifully in the most prominent parts. Add to this the impression of feathers, more or less distinct, investing the whole thing with a singular beauty, and we cannot but feel, so to speak, the pulsations of life from an infinite past.

Archeopteryx lithographica

Citatet er fra Gerhard Heilmanns glimrende bog The Origins of Birds fra 1928. Heilmann var dansk kunstner, fugleentusiast og illustrator, der bevægede sig kompetent fra ornitologi over i palæontologien. The Origins of Birds er skrevet på engelsk for at udvide og udbrede hans ideer om hvordan fuglenes afstamning hang sammen med dinosaurerne. Bogen er virkelig velskrevet, fyldt med forfatterens egne illustrationer af både fossiler, fugleskeletter og forestillede scenarier fra forhistorien. I KB’s eksemplar er der to tavler i farve. Den ene er hans maleri af Archaeopteryx – den berømte lille dinosaurs forstenet så yndefuldt udstrakt og med hele sin fjerdragt så godt som intakt. Netop det dyr og de to berømte fossiler af det, er helt centrale i bogen. Maleriet er for tiden med i Statens Naturhistoriske Museums udstilling Det Dyrebare. Bogen med Heilmanns velillustrerede argument blev indflydelsesrig og accepteret som valid teori.

Sammenfaldet af kunstneren, der bliver palæontolog og så klart og illustrativt formår at formidle sit central og fascinerende emne har virkelig fanget min fantasi. Og så beskrev Heilmann et for mig fantastisk billedskabende sammenfald: Det tyske eksemplar af den lille dinosaurus med fjer kaldes Archaeopteryx lithographica; lithographica fordi den er fundet i det på tidspunktet eneste kalkbrud, der brød den særligt fintkornede pladekalk, der kunne bruges i den litografisk trykproces.

Jeg kan tydeligt huske fra da jeg var lille, hvordan fossiler i den gulgrå pladekalk ser ud og hvordan kalkstenen føles mellem fingrene. Før jeg læste Heilmanns bog anede jeg bare ikke at det var den samme – præcis den samme – kalk, som man laver litografiske tryksten af.

— historie

I 1875 blev det berlinske eksemplar af Archaeopteryx (MB.Av.101) fundet i pladekalken brudt i kalkbruddet ved Solnhofen. 14 år før og 15 km derfra var London-eksemplaret (BMNH 37001) blevet fundet nær byen Langenaltheim i de samme finkornede sedimentære lag af kalk. Det tyske eksemplar kan stadig ses i deres offentlige udstilling. Jeg tilslutter mig helt Heilmanns betragtninger om yndefuldheden af den lille forstenede fugl/dinosaurus.

Kalkbruddet ved Solnhofen havde været aktivt siden starten af århundredet og siden opfindelsen af den litografiske trykketeknik havde Solnhofen-kalken været den eneste kilde til litografiske tryksten. Pladekalken ved Solnhofen er exceptionelt ensartet i sin tekstur af meget små sfæriske kalkpartikler. Stenen er bygget op af lag på lag af sediment aflejret i Yngre Jura. Store laguner var blevet for 155 mio år siden afsnøret fra havet og sedimenterede et fint, blødt kalkmudder på bunden. Lagene af mudder har kunne holde på aftryk af selv meget skrøbelige biologiske former – vandmænd, søstjerner og selvfølgelige fjerene på Archeopteryx.

Betegnelsen ‘litografisk tekstur’  brugtes langt op mod i dag som geologisk term for pladekalk med en kornstørrelse på under 1/250 mm. (wikipedia fact)

Detaljen om at den litografisk kalksten, der er matrix for det berømte – det allermest berømte – fossil, fik figur og grund til at bytte plads i mit hoved. Både for litografier og for fossilerne. Baggrunden trådte frem med en vis agens, med en kraftfuld historie bundet i geologisk dyb tid. Og forsteningen af Archeopteryx fremstod pludselig som billede.

Archeopteryx lithographica

En af de typer fossiler, som Solenhofenkalken er særligt berømt for, er aftryksfossiler, hvor det bløde væv (selv fra vandmænd) er fastholdt netop som aftryk. Tryk.

Archeopteryx lithographica eksemplarene er forsteninger dannet ved permineralisering. Mineralaflejringer i dyrets celler og porrer. Vandet fra lagunen er sivet ind i vævets porrer og har henover årtusinder udfældet krystaller, som har skabt indvendig afstøbning af porrer, celler og cellevægge. Fossilet er en krystallinsk afstøbning eksakt ned på celleplan. Min søn knækkede engang ved et uheld en forstenet mossasaurtand – man kunne se emaljelaget og tandens kerne så tydeligt, som var det den faktiske tand man sad med.

Fossilerne – både aftryksfossilerne og forsteningerne – er aftryk. Repræsentationer. Billeder i en forstand. Og det kom til at klinge sammen med det litografisk.

Når en kunstner som Gerhard Heilmann (eller Alexander Tovborg i den nærmere fortid) laver litografiske tryk af dinosaurer, så tegner de billedet på et medie, der har en samtidighed – en dyb-tids-samtidighed – med deres motiv. Måske ligger dyrets faktiske aftryk som billede kun millimeter under trykstenens glatslebne overflade.

Archeopteryx lithographica

‘Følelsen af et pulserende liv fra en infinit fortid’.