Atlas. How to Carry the World on One's Back?

I Berlin faldt jeg over en bog med titlen Atlas. How to Carry the World on One’s Back? Nu har jeg sÃ¥ endelig fÃ¥et fingre i den – som en fødselsdagsgave.

Bogen er et udstillingskatalog til udstillingen af samme navn, der startede på Reina Sofia i Madrid og senere har været på fantastiske ZMK Museum für Neues Kunst i Karlsruhe og Sammlung Falckenberg i Hamborg. Forfatter og kurator er den franske billedteoretiker og kunsthistoriker Georges Didi-Huberman. Kataloget er umuligt at opdrive (prøv evt. i Hamborg), og er et af dem, som det gælder om at få fat i, inden det er udsolgt, og brugtpriserne pludselig stiger til det femdobbelte af nyprisen.

Videoen nedenfor er en kort reklamefilm produceret af Reina Sofia-museet, hvor Didi-Huberman introducerer udstillingen.

Didi-Huberman er ekspert i den tyske kunsthistoriker Aby Warburg, som indtil for ganske nyligt var ukendt for mig. Udstilling og bog tager afsæt i Warburgs sidste projekt: Mnemosynes Atlas. Et fantastisk projekt, hvor han på opslagstavler sammenstillede billeder fra disparate videnskaber og tidsaldre; billeder af arkæologisk fund, kartografiske optegnelser, reproduktioner af kunstværker, arkitekturfotografi osv. Han affotograferede ophængninger og pillede billederne ned igen, så de kunne indgå i nye sammenhænge på andre ophængninger.

Mnemosynes Atlas (Mnemosyne  er gudinden for hukommelse) var en undersøgelsesform, en måde at kortlægge/fremhæve/anskueliggøre den vestlige kunsthistories kollektivt ubevidste. Det sidste er min udlægning. En visuel arkæologi som metode til at læse vandringen og overførslen af vestens billedsprog på kryds og tværs af tid. I glimt kunne sammenhænge mellem billeder på tværs af tid og sted blive synlige. Jeg er dybt fascineret af tanken.

Bog og udstilling viser derudover eksempler pÃ¥ kunstneriske praksisser, der bredt kan kategoriseres som atlasser. Sammenstillingen og organiseringen af billeder og information i ofte skematiske visualiseringer, der kædes sammen af et fælles greb, der pÃ¥ den mÃ¥de “indbinder dem”. Eksempler er August Sanders portrætter, Ernst Haeckels naturkunstformer, Berndt og Hilda Bechers industribygninger, Robert Smithsons diagrammer, Hans Haackes ejendomme pÃ¥ Manhattan, Guy Debords psykogeografier. Et berettiget blik og en spændende præmis for en udstilling.

Men for mig Рog tydelig vis ogs̴ for Georges Didi-Huberman er der Warburg og Mnemosynes Atlas, der er mest fascinerende. Didi-Hubermans tekst i kataloget er et 200 sider langt essay, som jeg kun lige er startet p̴.

Warburgs frie association (der dog er bygget på en enormt historisk og kunsthistorisk viden), der kobler makroanskuelser af universet med den vestlige civilisations nedarvede gesti og billedtradition virker hyperakutel og enormt inspirerende for mig. Det er en tilgang, der kobler min fascination af naturvidenskabelig og teknisk visualisering med kunsthistorien og postulere dybe og mystiske sammenhænge.

Nedenfor er en video af Georges Didi-Huberman selv, der rundviser i udstillingen, da den var på det ZKM. Videoen er, så vidt jeg kan se, lavet af en linje på kunstakademiet i Karlsruhe. De har flere gode film på deres kanal og en rigtig god blog/hjemmeside. Det er en udemærket og kun lettere forvirrende indføring i udstillingen og tankerne bag, at høre Didi-Huberman fortælle i rundvisningsfilmen. Et par steder påtager han sig at tale i Warburgs sted og han får slået en stribe spændende ting an. Bl.a. antyder han, at udstillingen i sig selv er et atlas, en art metarefleksion over den type af betydningsdannelse som kunsthistorien leverer. Eller også er det ikke spor meta, men bare en eksemplificering af Warburgs metode. Som sagt er det kun lettere forvirrende.

Også lige et link til en omtale af udstillingen på Afterall.

— Eftertanke —

Det forekommer mig oplagt at lave en læsning at Tal R ud fra Warburgs metode i Mnemosynes Atlas. Tal R har udgivet en lang række kataloger og kunstbøger, der gør brug af en helt homolog metode, hvor billeder af gamle værker og gamle kunstbøger, nye kunstværker og fotografier og endda kopier af andre kunstneres værker blandes og sammensættes til en ny helhed. Indtil jeg faldt over Warburg, ville jeg have kaldt Tal Rs kunstbøger for en art kollager, men de er atlasser! Helt afgjort atlasser i warburgsk forstand. Der er mere at hente der, er jeg sikker pÃ¥. Det er en helt central arbejdsmetode for ham – mÃ¥ske er det en nøgle til hans værk.