Autopsi

Diorama fra Zoologiskmuseum i København

Diorama fra Zoologiskmuseum i København

Lars Qvortrup, dekan for DPU, har en fin lille artikel i kataloget til Den Frie Udstillingsbygnings udstilling Autopsi, der blev vist i sommer. Da jeg læste den, gik det op for mig, at der er en stribe af de ting, jeg er fascineret af, der hører under begrebet autopsi.

Ting som anskuelsesplancher, dioramaer, og udstoppede dyr er alle læremidler i den måde at undervise på, som med en paraplybetegnelse kaldes for autopsi og betyder noget i retning af selvsyn.

Tableauer og diorama, som dem man kan finde pÃ¥ Zoologisk Museum, fremstiller en øjensynlig naturlig situation – to gazeller drikker vand ved et vandhul pÃ¥ savannen, men alle detaljer er pÃ¥ én gang hyper konstrueret og samtidig indhyldet i en aura af objektivitet.

Farven pÃ¥ vandet, den lille fugl, redderne i træet og glødepæren, der blinker for at skaber en illusion om et tordenvejr, der nærmer sig i det fjerne. Alt er indpasset i en eksakt matrix af opbygget viden om levevilkÃ¥r, geografi, flora, fauna osv.. Opstillingen er hypervirkelig – nedkogt videnskab, der er akkumuleret gennem bunker af forskeres arbejde, vist, som var den en slags arketype: Den perfekte eller det mest typiske eksemplar af netop den type gazelle i det perfekte landskab, som er summen af netop de ting, som gør gazellen mest gazelle-agtig. Det bliver mindre den specifikke gazelle vi ser, men i stedet gazellén. Det er den her gazelle, der skal poppe op i hovedet pÃ¥ os, nÃ¥r vi hører ordet “gazelle”.

Og så hviner det jo bare helt fantastisk i tænderne: Det kunstige perspektiv, den malede baggrund, dioderne, der blinker reglmæssigt, plastikvandet, papmachéstenene.. wunderschön!

Billes livscyklusEt andet visualiseringsgreb, jeg mægtig godt kan lide, er, at illustrerer tidens gang, mens man fastfryser de rumlige dimensioner. Et eksempel kunne være dette billede af en billes livscyklus hen over et år, der udspiller sig i et og samme konstruerede todimensionale rum. Vi ser en skovbund i tværsnit, der tillader os at se både under og over jorden. Vandret er tegningen opdelt i måneder, og vi følger billens udvikling fra måned til måned samtidig med at den føde, i form af en plante, der vokser op ad jorden. Billen forpuppes, udklækkes, lægger selv æg, og som vi forsvinder ud af den sidste billeddel december, kan vi træde ind starten af januar igen.

Den samme type diagram, som det vel egentlig er, kan man ogsÃ¥ lave med udstoppede insekter. Hvert stadie af livscyklusen visualiseret med en udstoppet larve/pubbe/bille/æg. Det fastlÃ¥ste, konstruerede rum bliver scene for billens udvikling og tidens gang. Det er kun tiden, der ændrer sig og fremstillingsformen balancerer mellem det at vise flere forskellige biller i forskellige udviklingsstadier, og samtidig lægge op til, at man ‘læser’ diagrammet, som om det netop var den samme bille, som vi ser i flere repræsentationer. Som om enkelte øjeblikke var frosset og superimposeret ind i samme rum.

I en modsat bevægelse af dioramaet, hvor udstillingen af én specifik udstoppet gazelle bliver repræsentant for hele arten og bliver en art billedliggjort signifié, sÃ¥ bliver der i denne type fremstilling gjort noget nær det omvendte: Mange udstoppede larver og biller bliver den diagramattiske fremstilling koblet sammen til at udgøre én bille. “Først er billen en larve, sÃ¥ bliver den en puppe…” De mange døde biller, der er slÃ¥et ihjel pÃ¥ forskellige livsstadier, kommer tilsammen til at illustrere ét bille-liv ‘fra vugge til grav’ sÃ¥ at sige.

Silkesommerfugl

I denne insektkasse er der taget endnu mere med. Vi ser som pÃ¥ tegningen: æg, larve (i form af en afkastet ham), larvens føde, pubbe, kurkon (bÃ¥de han og hun og i flere stadier) og voksne silkesommerfugl (ogsÃ¥ bÃ¥de han og hun) – men fordi der er tale om et ‘nyttedyr’, sÃ¥ er produktet ogsÃ¥ taget med i form af silke i tre grader af forarbejdning.

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvad det er, jeg er så fascineret af ved denne type videnskabelig afbildning, så er det den afrundethed og deduktive enkelthed, der skabes i den type af selvsyns-fremstilling. Og samtidig også den lagring informationer; lag-på-lag af forskellige synsmåder, der overlægges hinanden, som giver en hypervirkelig visualisering, hvor vi både kan se indersiden og ydersiden, skeletter og huden, forår og efterår, start og slut på én gang. Det koger tingene ned samtidig med, at det kan forklare komplekse ting visuelt enkelt.

Denne type af visualisering er bedst, når emnet eller fortællingen kalder på sin helt egen måde at konstruere den diagramattiske fremstilling, hvor logikken lader sig aflæse som en art selvforklarende rebus eller visuel kode. Et eget sprog, der passer til netop dén afbildning. Evolutions-planche nedenunder, synes jeg, er et godt eksempel.

Evolution