Catherine Christer Hennix – The Electric Harpsichord

Catherine Christer Hennix - The Electric Harpsichord

Den relativt obskure komponist/matematiker/kunstner Cathrine Christer Hennix er en del af kredsen af komponister og kunstnere omkring La Monte Young, der i højere eller lavere grad har formet deres egne praksisser efter Youngs kunstneriske og spirituelle program, der for Young er to sider af samme sag. Hennix’ hovedværk The Electric Harpsichord fra 1976 er nu med 35 Ã¥rs forskydning udkommet pÃ¥ Cd.

The Electric Harpsichord blev kun opført én gang, og det er denne 25 min lange uropførelse på Moderna Museet i Stockholm i 1976, som nu er blevet udgivet i flot indpakning med en booklet med artikler af Henry Flynt og Hennix selv samt to akkompagnerende digte La Monte Young.

Værker angives i coveret til at være opført pÃ¥ “Keyboard and Custom Sine Wave Generators”, men sammenstykket fra de andre kilder, jeg omtaler nedenfor, skulle der være tale om en Yamaha synthesizer med tre-manualer og en cembalofunktion. Synthesizeren var omstemt til en toneskala i ren stemning inspireret af en indisk raga skala (raga Multani). Signalet blev sendt gennem en bÃ¥ndoptager, der skabte et time-lag system og under det hele lÃ¥ en oscillatorgenereret sinustone som drone – den kan i øvrigt tydeligt høres til allersidst i optagelsen.

Links

The Electric Harpsichord er udgivet af det milanesiske pladeselskab/forlag Die Schachtel, og kan købes fra deres onlinebutik soundOhm.

Oktobernummeret af The Wire har en fint interviewartikel med og om Hennix og en anmeldelse af udgivelsen. Marcus Boon, der har skrevet artiklen har også blogget i forlængelse af artiklen.

Det fantastisk UBUweb har en side om Hennix med et 3 timer langt program om Hennix fra hollandsk radio. Samme sted er også et sæt noter til The Electric Harpsichord af samme Marcus Boon, samt uddrag fra et (andet, ældre?) interview Boon har lavet med Hennix.

Hennix og La Monte Young

I 1968 mødte Cathrine Christer Hennix (dengang Christer Hennix) La Monte Young, og hørte en tidlig version af hans Dream House – en kontinuerlig akkord af sinustoner – som Young siden 1966 i perioder havde haft klingende/brølende 24 timer i døgnet i mÃ¥neder ad gangen (og som senere blev til det permanent installerede værk/komposition/omgivelse pÃ¥ etagen over Youngs lejlighed. Jeg har tidligere beskrevet et besøg i Dream House).

Jeg har indirekte læst om Hennix i artikler om Young og læst ting af Hennix i forbindelse med Young, men jeg har ikke hørt hendes musik før. The Electric Harpsichord er en fantastisk udgivelse for La Monte Young-nørder som mig. BÃ¥de da værket i sig selv er svært godt, og fordi det fÃ¥et mig til at finde gamle bøger om og musik af Young frem igen. PÃ¥ et par punkter har udgivelsen kastet en smule mere lys over mysteriet om Young, men tilgengæld har det ogsÃ¥ Ã¥bnet nye snørklede og dunkle indgange. Lige nu virker Hennix for mig som en mindst lige sÃ¥ mystiks og kryptisk karakter som Young – hvilket i min bog er en stor kompliment.

Hennix’ møde med Young og Dream House blev starten til et Ã¥relangt samarbejder med Young, som Hennix bl.a. fungerede som assistent for. Ligesom Young, Marian Zazeela, Terry Riley, Henry Flynt m.fl. var det, blev Hennix discipel af den indiske sanger/guru Pandit Pran Nath, der i en Ã¥rrække boede hos Young.

Når Young er så tøvende med at udgive sine egne værker, er det godt, at kunstnerne fra den tætte kreds omkring ham gør det. Man kunne få den ide, at man ud fra disciplene og de samarbejdende kunstneres arbejder kan triangulere sig frem til den hemmelige guru i baggrunden: Young.

Hennix er specielt interessant, da hun ikke kun er arvtager til Youngs praksis, men også selv har haft en krydsbefrugtende effekt på Youngs værk gennem sit matematiske arbejde.

The Electric Harpsichord

The Electric Harpsichord i sig selv er et flot og konceptuelt vellykket værk. Et tæt lydtæppe med cemballoets snerrende, knipsede klang forlænget i det uendelige, lagt i lag på lag. Den rene stemning med de indisk klingende intervaller fornemmes som én stor akkord, hvor der anvendes mere eller mindre ad gangen oftest med en fornemmelse af kompleks harmoni, hvorover der improviseres i gentagende mønstre. Et tætvævet lydtæppe med mange mange tonefarver, differens- og kombinationstoner og lydmoiréer, der flimrer og changerer i ét væk. En stor og hypnotiserende lytteoplevelse for mig. En nærmere analyse må høre til et andet sted.

Referencer til La Monte Youngs Dream House er ligefor, da The Electric Harpsichord ogsÃ¥ er er tænkt som et kontinuert, potentielt uendeligt værk, baseret pÃ¥ rumlig udfoldelse af en elektronisk genereret sinustoneakkord. I Flynts artikel kalder han det “a model for an enviroment”. Flynt har tidligere (her) kategoriseret værket under betegnelsen HESE – Hallucinonegic/Ecstatic Sound Environent – et fint og rammende navn, bÃ¥de for Youngs Dream House og Flynts og Hennix egne eksperimenter i samme retning. OgsÃ¥ Youngs The Well Tuned Piano er en vigtig reference. En reference som er mere end antydet i værkets titel. De passager, Young kalder “clouds”, hvor hurtigt gentagne anslag af bestemte toner skaber en stÃ¥ende akkorden – ikke ulig Charlemagne Palestines “strumming”-teknik – er meget nærliggende. Specielt i betragtning af at The Well Tuned Piano, som Young forstÃ¥r som et værk, der er under konstant udvikling, startede (midt-slut 60’erne) med kun at bestÃ¥ af disse “clouds”.

György Ligetis Continuum für Cembalo fra 1968 er også en reference. Der er kun 8 år i mellem de to! Men hvor Continuum für Cembalo har cembaloets knipsede og diskrete (forstået som ikke-kontinuerte) lyd som det konceptuel udgangspunkt, og som den lovmæssighed som stykket forsøger af ophæve, så er den kontinuerte (syntetiske) cembalolyd i The Electric Harpshichord anvendt uden nogen videre konceptuel spænding. Men tanken om at skabe en ubrudt muterende uformelig klangflade med cembaloet som udgangspunkt er fælles. For Ligeti er det ikke nødvendigvis ambitionen at skabe en kontinuert musik, men netop umuligheden af det og den spænding, der derved opstår i forsøget.

Hennix’ matematiske noter til The Electric Harpsichord

Hennix’ egen tekst i bookletten er beskrevet som: “Excerpts from notes on the composite sine-wave drone over which The Electric Harpshichord is performed”, og bestÃ¥r af et uddrag af et matematisk argument.

Eller måske rettere en musikfilosofisk (og semi-religiøs) tekst, der er formuleret med matematiske begreber og argumenter. Teksten er ikke uforståelig, men dog meget fortættet. Rammebetingelser og begrebsafklaringerne er udeladt, og teksten fremstår langt hen ad vejen som lukket og kryptisk.

Forståelsesforsøg

“notes on the composite sine-wave drone over which The Electric Harpshichord is performed” – altsÃ¥ er emnet den sinus-drone-akkord, som ligger under hele kompositionen, men ikke begrænser sig til The Electric Harpshichord. Helt homologt med Youngs Dream House, som ogsÃ¥ fungerede og stadig fungerer som underlæg for opførelser af andre (under-/del-)værker.

Hennix trækker, sÃ¥ vidt jeg forstÃ¥r, pÃ¥ mængdelære og analytisk geometri. Størrelser som: “The Sound of Shiva – OMSAHASRANAMA, “The Empty Sound” og “The K-Intifit Sound” erstattes med matematiske symboler, sÃ¥ de kan indgÃ¥ i aksiomer for en mere eller mindre abstrakte algebra. Bare fordi størrelserne stÃ¥r uforklaret og forekommer kryptiske, kan det matematisklogiske argument ikke forkastes. Det er bare ret obskurt.

Andre dele af det matematiske argument er lettere at følge. Det tales bl.a. om sinuskurver i tre dimensioner, og et subjekts oplevelse i dette tredimensionale rum i et afgrænset tidsrum. Om dette subjekt – der kaldes the Creative Subject – og dets oplevelser i rummet lyder det:

The moment the Creative Subject’s tactics of attention include attention to the time process [symbol undladt] corresponds to a point in her life-world where a moment of life falls apart with one part retained as an image and stored by memory while the other part is retaind as a continuum of new perceptions. […]

For each Creative Subject [symbol undladt] who attends the space [symbol undladt] in which the composition [symbol undladt] is freely developing, there exists a (subjective) time-interval [symbol undladt], during which the Creative Subject experiences a constant event [symbol undladt] as a subobject of the [symbol undladt]-universal infinitely proceeding sequence of geometrically congruent composite wave forms [symbol undladt].

Hvis man overser den unægteligt new-age-agtige jargon, så giver det for mig at se fin mening som rammeovervejelser omkring et subjekts oplevelse af en ambient lydsituation.

Jeg skal dog blankt indrømme, at andre store dele af teksten forekommer mig svært- om ikke u-forståelige.

I en anden af Hennix’ tekster fandt jeg dog et citat, der kan give lidt hÃ¥b:

The signifier of a work of devotional writing has the same degree of freedom as the signifier of a text of abstract mathematics – a world closed-upon itself and impenetrable from without and accessible only by an “inner illumination.”

(citatet er fra Hennix, Catherine Christer: “Language and Light in Marian Zazeela’z Art” in: Duckworth, William & Fleming, Richard (ed.): Sound and Light: La Monte Young and Marian Zazeela, Bucknell University Press, 1996, p.129)

Kafka-aforismen, der klassificerer skrift som en form for bøn, ringer i baghovedet.

Til allersidst skal det lige nævnes, at Hennix skulle have komponeret skalaen til The Electric Harpsichord ved hjælp af bogen Tableaux Comparatif des Intervalles Musicaux af Alain Daniélou – en af mine (og La Monte Youngs) absolutte yndlingsbøger, som hun ifølge Flynt havde fÃ¥et foræret af Young. Jeg har tidligere skrevet om den bog her.