Dream House

Jeg er, hvad man må kalde, fan af den amerikanske komponist La Monte Young.

Jeg har i Ã¥revis gerne ville opleve lydinstallationen Dream House pÃ¥ 3. sal af 275 Church St. i Tribeca i Downtown New York. Sidste gang jeg var i New York var der sommerlukket, men da vi denne gang skulle derover omkring starten af september, sÃ¥ tænkte jeg, det ville kunne lykkes. Men nej – igen sommerlukket.

Det lykkedes mig dog hen over 3 måneders mail-skriveri at arrangere, at jeg kunne få lov at besøge Dream House selv om de officielt holdt lukket. Jeg aftalte med en assistent for Young og Zazeela, at jeg skulle møde ham den 28. august 2008 kl. 18.00 ved 275 Church Street i New York.

Jeg nÃ¥ede at vente en god halv time nede pÃ¥ gaden foran bygningen, og at se guruen selv – Young – i vinduerne pÃ¥ anden sal, hvor han og Zazeela har boet i en menneskealder – en gammel mand med langt hvidt hÃ¥r og skæg i en ærmeløs T-shirt. Før jeg havde fÃ¥et skiftet optik pÃ¥ kameraet var han væk. Da jeg var ved at opgive, besluttede mig for at ringe pÃ¥ pÃ¥ 2. sal, og spørge om de – Young eller Zazeela – kunne hjælpe mig med at komme i kontakt med Rob, der efter alt at dømme havde brændt mig af.

275 Church St.

Efter et øjeblik forklarede jeg en kvindestemme, som jeg formoder må have været Marian Zazeela, hvem jeg var, og at jeg havde en aftale med Rob. Hun vidste hvad det drejede sig om, afbrød mig og sagde, at jeg bare skulle ringe på på 3. sal, hvor Rob var – så ville han lukke mig ind. Jeg havde altså stået og gloet til ingen verdens nytte, men det var da bedre en af blive brændt af.

Jeg ringede på på tredje, og ingenting skete – så fik jeg igen kvinden, der spurgte: Magnus, har du ringet på på tredje? Jeg svarede ja , men at der ikke var nogen, der svarede. Hvis jeg havde ringet på, så skulle Rob nok svare mig – selv det tog lidt tid. Og efter at have ringet på igen og ventet en rum tid, så blev jeg faktisk summet ind i opgangen, og kunne traske op af trappen til 3. sal.

At stå i det bedøvende brøl af sinustoner og badet i det lilla lys i La Monte Young og Marian Zazeelas Dream House var først og fremmest en sansemæssig udfordring.

Lyden var enorm. Den var taktilt mærkbar allerede i de vibrerende vægge og trappetrin på vej op til 2. sal, men nå man først stod mellem de 4 mandshøje hvide kabinetter med højtalere, var den decideret overvældende. Jeg kunne mærke hvor dan min brystkasse resonerede og luften i mine lunger vibrerede sammen med en eller flere af de dybe toner. De dybest toner (evt. interferenstoner) holdt op med at have den ensformige runde karakter, der kendetegner en sinustone, men blev til en dyb bankende snerren. De holdt op med at være tone og opfattedes kun som puls. De lyse toner fornemmedes af synge helt ind i kraniet som når en brandalarm hyler sig helt ind i ens nervebane.

I et hjørne, under et billede af Young og Zazeelas guru Pandit Pran Nath (som hang under et mindre billede, som jeg gætter på var af Pandit Pran Naths guru Ustad Abdul Wahid Khan) stod et lille husalter med en tændt røgelsespind, som man kunne fornemme helt ned af trappen.

Ted Krueger har i en ny artikel i magasinet Architectural Design (Wiley, Vol. 78 No.3, maj-juni 2008) skrevet en fin førstehåndsberetning om at opleve Dream House:

The spirals’ ultra-slow spin is induced by air currents from a viewer’s movements or thermal differences in the room. This creates a slowly changing composition of shadows and objects in varying intensities of contrasting hues. … [Henry] Flynt notes that the rare drift into compositional alignment by these dynamically independent objects implies a time scale that can encompass an infinite series of permutations. The group on the north glides momentarily into an approximate bilateral symmetry, and I check the alignment of the group on the other side. Given the scale of the room, the compositions on both sides cannot be compared in a single view, and as I look to the other side I sweep my head through a melody. The interplay between movement and stasis, of sound and light, directly integrates these works. Each becomes the context for the other.

Lyset var mere dominerende og mere effektfuldt end jeg havde troet. Den mest nærtliggende analogi er tusmørke. Lamperne i hovedrummet lyser ganske kraftigt, men den dybe farve giver en flimrende illusion af tusmørke. Himlen bliver gennem folien den sammen sitrende lilla som lamperne og lygterne på bilerne bliver til skarpe røde prikker i den lilla folie. Lilla, eller mere præcist magenta, er ikke en farve, man er vandt til at opleve, når den optræder som lyskilde og ikke kun reflekteret. Det diffuse monokrome lys fra lamperne og folien på vinduerne gav en oplevelse, der kan lede tankerne i retning af James Turrels rumlige illusioner i kraftige farver – langt fra Olafur Eliassons banal demonstrationer af de fysisk effekter af monokromt lys. Perceptionsapparatet stilles på prøve i den lettere virkelighedsforvrængende lysillusion som Zazeela har skabt om Youngs lyd.

Klangen af den 23 toners akkord, som er i rummene, vidste jeg ikke hvordan ville lyde, men den rumlige effekt, der opstår når man går rundt i interferensmønstrene havde jeg en tydelig idé om hvordan ville opleves. Dels gennem Ryoji Ikedas værker +/- og matrix (for rooms), som anvender lignende effekter, men også gennem egne forsøg.

Jeg vil ikke påstå, at alle toner kunne skelnes hver for sig – men hele det hørbare spektrum virkede udspændt mellem meget dybe toner – så dybe at de opfattedes som puls eller en banken – til meget høje skingre toner, der skar sig ind i skallen. Alle sammen klingende til den samme – fraværende – grundtone langt under den nedre tærskel for hvad man kan opfange med det blotte øre.

Klangen var flot og umuligt kompleks. Sammenligninger falder altid lidt fladt, men det nærmeste jeg kommer en analogi er at stå i maven på en motorfærge samtidig omringet brandalarmer, politisirener og strubesangere.

Sensorisk var det overvældende og, tror jeg, derfor også hypnotiserende. Jeg var der i noget nær to timer, og den største grund til at forlade Dream House, var at jeg ikke ville strække den gæstfrihed, jeg var blevet vist, alt for meget.

Mens jeg bagefter ventede pÃ¥, at de to gamle gubber fandt en plakat, jeg gerne ville købe (jeg sagde jo jeg var fan) – hvilket tog enormt lang tid (“they definetly haven’t forgotten, things just move slowly around here”) – fortalte Rob, at Young og Zazeela i øjeblikket ligger i forhandlinger om installationen af et Dream House pÃ¥ Guggenheim. SÃ¥ det kan være, jeg bliver nødt til at tage derover igen i 2009!