Fabrikationen af Roms kejserfora

Tre bøger blev mine vigtigste spolier fra et besøg i Rom i foråret. De to købte jeg in situ, men den sidste har jeg først kunne få fingre i nu. Den blev hentet på posthuset for et par uger siden.

Bøgerne, der er en serie, fusionere to sider af Roms historie, der har en magnetisk tiltrækningskraft på mig: Overgangen fra republik til de første kejserdømmer og fascismen. For mig spejler de to sig i hinanden, og det gør de også i bøgerne.

Bøgerne er kataloger over bymuseets fotografier fra udgravningerne/frilægningerne af kejserforaene, konstruktionen af Via dell’Impero og udgravningen/frilægningen af Augustus’ mausoleum udgivet i den rækkefølge. Billederne blev bestilt af bystyret i forbindelse med det fascisternes megalomaniske selviscenesættelse ved hjælp at massiv udgravning og frilægning af den gloværdige fortid, der skulle pege direkte pÃ¥ fascismen som arvtager til og fuldbyrdelsen af det romerske storrige. Storheden. La grandezza.

Leone, Rossella & Margiotta , Anita (red.): Fori Imperiali. Demolizioni e scavi. Fotografie 1924-1940, Electa, 2007

Leone , Rossella & Tittoni, Maria Elisa (red.): Via dell’impero. Demolizioni e scavi. Fotografie 1930-1943, Electa, 2009

Betti, Fabio: Mausoleo di Augusto. Demolizioni e scavi. Fotografie, 1928-1941, Electa, 2011

Capitolmuseet viste i 2008 (Ã¥ret efter udgivelsen af den første af bøgeren) en udstilling med nogle af billederne og objekter fra udgravningerne af kejserforaene. Udstillingen havde titlen L’invenzione dei Fori Imperali – Opfindelsen af kejserforaene. En tæske god titel, der ramme hvor afgørende fascismens iscenesættelse af monumenterne er for efter- og nutidens forstÃ¥else af dem.

I en tale adresseret til Roms guvernør på nytårsaftensdag 1925 kondenserer Mussolini sine planer for et nyt fascistisk Rom:

Vi vil fortsætte med at befri den store egs stamme fra alt det, der stadig overskygger den. Vi vil skabe plads omkring Augustus’ mausuleum, Marcellos teater, Capitol, Pantheon. Vor histories tusindÃ¥rige monumenter skal tÃ¥rne sig op i den nødvendige ensomhed.

(Voi continuerete a liberare il tronco della grande quercia da tutto ciò che ancora l’aduggia. Farete largo attorno all’Augusteo, al Teatro di marcello, al Campidoglio, al Pantheon. […] I monumenti millenari della nostra storia devono giganteggiare nella necessaria solitudine.)

[Mussolini, Benito: Opera omnia, Firenze, 1956, vol. XXII, p.48]

Det blev lige præcis hvad han gjorde: Pløjede plads rundt om de gamle monumenter ved at nedrive senere tiders parasitisk omklamrende bybebyggelse, der skyggede for storheden.

Det var altså ikke kun med nybyggeriernes autoritære klassicisme Mussolini manifesterede fascismen i sten: Han gjorde det også med nedrivninger og udgravninger. Iscenesættelser og blotlæggelser af arven fra den favoriserede af de tidligere tidsaldre: Imperiet.

Det er enormt fascinerende for mig i hvor høj grad disse Mussolinis planer stadig er dominerende for et almindeligt sightseeing-besøg i Rom. Det er i allerhøjeste grad med Mussolini som turguide, man stadig ser Roms monumenter.

Det propagandaapparat som Mussolini sÃ¥ højtrÃ¥bende iværksætter bl.a. med udgravningerne og nedrivningerne finder klangbund i de propagandaapparater som blev opfundet i Augustus kejserdømme og frem. Og som netop er det Mussolini udgraver og udstiller – i nødvendig ensomhed.

Særligt sindssygt virker den behandling som Augustus’ mausoleum fik. Indtil 1931 var mausolet i brug i den forstand at det Ã¥rhundreder tilbage var blevet aproprieret og brugt som fundament til først amfiteater og siden et overdækket forsystelsesteater og dansesal. Bygningen var i den forstand stadig levende.

Det blev der imidlertid rÃ¥det bod pÃ¥. Teatret og hele kareen, som lÃ¥ rundt om, blev jævnet med jorden og ruinen af det oprindelige mausuleum konstrueret. Konstrueret i den forstand, at det ikke før havde været en ruin, men havde været en levende del af byen og en bygning, der muterede og blev brugt. Rundt om ruinen i respektfuld afstand byggede fasisterne frygtindgydende bygninger pÃ¥ to sider, kirken Chiesa di San Rocco lÃ¥ pÃ¥ den tredie og Tiberen pÃ¥ den fjerde. Det var stadig ikke pompøst nok, sÃ¥ Mussolini valgte at placere Ars Parsis di Augusto – Augustus’ fredsalter – pÃ¥ volden mellem mausoleet og Tiberen – ret umotiveret, sÃ¥ vidt jeg kan læse mig til, da den oprindeligt lÃ¥ og blev udgravet et helt andet sted. Det vil sig: Umotiveret udover at være et kæmpe propagandanummer. Fredsaltret blev igen muligt at besøge i 2006, da et omfattende nybyggeri af konstruktionen/museet rundt op altret stod færdigt.

De tre bøger er i sig selv smukke, men fotografierne er fantastiske. De har i sagens natur en nøgtern registrerende kvalitet, men de har også et stort fotografisk overskud og desuden en masse andre kvaliteter samtidig. Der er så meget mere end nøgtern registrering på færde. De er for det første et fantastisk tidsbillede: Man ser børn og voksne stimle sammen og hænge ud af vinduer for at se på fotografen og hans udstyr. Man ser plakater på husmure, fascister i uniformer og arkæologer med lyse hatte.

Mængden af billeder giver en fornemmelsen af at kunne bevæge sig rundt i de bydele som har nedrivningen og tvangsfraflytningerne hængende over sig som en truende sky. Det er indskrevet i billederne, at de skal være eneste, der bliver tilbage.

Bøgernes mange billeder i kronologisk fremskridende orden gør dem ogsÃ¥ til en art flipbøger og giver en tydelige filmisk fornemmelse. De er en film om et fascinerende byudviklingsarbejde – eller mÃ¥ske nærmere byafviklingsarbejde. Og ogsÃ¥ en film om en ikonisk og i sig selv fascinerende arkæologisk udgravning.