Jens Haaning, Arabic Jokes, 1996/2012

Den her post skrev jeg den 1. marts, men jeg fik aldrig publiceret den.

Jeg arbejder pt på Statens Museum for Kunst. De sidste dage har der være en masse snak både internt i huset og i medierne (Ekstra Bladet indtil videre) om et værk af den danske kunstner Jens Haaning. Værket er Arabic Jokes fra 1996, som SMK har indkøbt til museets samling i forbindelse med genophængningen af museets samling af kunst efter 1900. Der er en stribe ting omkring dette køb, der fascinerer mig. Helt kort er det transformationen af værket og værkbegrebet omkring det, der sker med SMKs køb, som fascinerer mig.

Er det det samme værk? Er det overhoved et kunstværk mere eller er det en reklameplakat?

Det er konteksten omkring værket, der er central her. Alle værker trækker den kontekst, de vises i, ind i deres udsagn. Selvfølgelig gør de det. Det er derfor, det giver mening, at et værk kan virke forskelligt i forskellige udstillingssammenhænge; og i det hele taget at kunst taler til os, vækker genklang. Konteksten farver og tillægger, slører og dæmper betydninger som værket skaber. Hvordan værket skaber betydninger er et spørgsmål, der kan udvides i det uendelige. Ved at betragte noget som et kunstværk, tillader vi et ekstra åbent referencefelt, som ikke er betinget af, at referencerne skal være bevidst indlejret af værkets ophavsmand. Bare det, at en reference kan anes er gyldig begrundelse for, at den hører med til det værks betydningsfelt. Det gælder for alle kunstværker.

Historisk er det nærmere undtagelse end reglen, at kunstværker skabes uden en specifik modtagelseskontekst i mente; at kunstværker ikke skabes til en bestemt kontekst. Det er et produkt af kunstens autonomisering – l’art pour l’art – at den kontekst, som det færdige kunstværk opleves i er blevet regnet som sekundær. Galleriets hvide, neutrale kube er en del af denne kontekstafkobling.

Kunstværkets referencer udvides og muterer sammen med at konteksten ændrer sig. Hvis en samlingsophængning hænger i 15 Ã¥r, vil den ikke tillægge samme konnotationer til værkerne, som da den var sprit ny. Tiden har ændret pÃ¥ konteksten, hvori beskuerne – eller hvad vi nu skal kalde dem – ogsÃ¥ indgÃ¥r.

Der er en glidende overgang, hvor kunstværker skabes mere eller mindre specifikt til en bestemt kontekst. Bestillingsopgaver, udsmykninger og en stribe andre omstændigheder kræver at værkets modtagelseskontekst gøres til en konceptuel del af værket. Gadekunst er en ekstrem form af denne kontekstspecifikke kunst. I gadekunsten er det ikke kun den fysiske placering, der indtænkes som en del af værkets udsagn, det er også en tidslig placering. Der er (oftest) et aktualitetselement i gadekunst, der igen hænger sammen med meget af gadekunstens korte levetid. Anden kunst i det offentlige rum opererer ofte med en stedsspecificitet, men sjældnere med en tidsspecificitet i samme udstrækning.

Det er forbilledligt, at SMK går i kødet på gadekunsten og ikke bare køber en dokumentation af værkets originale kontekst og eventuelle rester og så udstiller det som substitut for værket, men rent faktisk køber de konceptuelle rettigheder til at opføre det værk. Men kan det overhoved lade sig gøre at opføre den type værk igen? Der vil i sagens natur være tale om en genopførsel.

Gadekunstens tidsspecifikke og dermed ogsÃ¥ performative karakter gør, at værkets status som kunstværk drages i tvivl eller udfordres af, at det genopføres pÃ¥ et senere tidspunkt. Værkerts indbyggede kontekstspecifikke karakter gør, at hvis konteksten (rumligt eller tidsligt) ændres – sÃ¥ er det tvetydigt, om værketbegrebet kan opretholdes. Er det stadig det samme kunstværk? Er det et nyt kunstværk? Eller er det slet ikke et kunstværk mere? I yderste konsekvens er det selve den handling at værket ophænges/vises/opføres, der gør at konteksten ændrer sig nok til at værket ikke kan ophænges/vises/opføres igen.

NÃ¥r værket genophænges pÃ¥ SMKs initiativ (og selvfølgeligt med kunstnerens samtykke) sÃ¥ bliver det delvist SMK, der er den performative afsender og dermed ogsÃ¥ skaber. Værket er i denne omgang blevet hængt op i forbindelse med den nye præsentation af museets samling af moderne og samtidskunst. Derfor kommer plakaterne ogsÃ¥ til at fungere som reklameplakater for SMKs udstilling. Som en viralmarkedsføringskampagne – mÃ¥ske utiltænkt, men ikke destomindre har værket i de sidste dage fungeret som en sÃ¥dan. For mig at se rokker det ogsÃ¥ ved værkets status som autonomt kunstværk, der ikke tjener andre formÃ¥l end sit eget.

Jeg var onsdag med ud at interviewe Jens Haaning om værket og genophængningen. Han er selv helt med på, at værket betyder noget andet i dag end da det blev opført/ophængt første gang.

Jeg er ikke sikker pÃ¥ det overhoved eksisterer mere. SMK som kunstinstitution har endnu engang udvidet sig og kan nu rumme værker af performativ karakter i byens rum, men den performative og tidsbundne præmis har ændret sig sÃ¥ meget – ogsÃ¥ selve værkets tidlige opførelse har bidraget hertil – at værkets udsagn bliver et markant andet. Et udsagn, der handler mere om værkets nye museumskontekst i lyset at den historiske begivenhed som værket performativt skabte i 1996.

De nye plakaters anakronisme peger på SMK som afsender, på de oprindelige plakater som historisk begivenhed og på de nye plakater selv som reproduktioner. Gad vide om man kommer til at kunne købe dem i museumsbutikken? Det burde man.