K. ringer til slottet

“Ud af tragten kom der en summen som K. ellers aldrig havde hørt nÃ¥r han telefonerede. Det var som om der af utallige barnlige stemmers summen – men det var heller ikke nogen summen, det var sang, meget fjerne, umÃ¥deligt fjerne stemmers sang – som om der af denne summen pÃ¥ en ligefrem umulig mÃ¥de dannede sig en eneste høj, men kraftig stemme der slog mod øret som om den gjorde fordring pÃ¥ at trænge længere ind end blot til den elendige hørelse. K. lyttede uden at telefonere, den venstre arm holdt han støttet mod telefonpulten og lyttede i denne stilling.”

Franz Kafka: Slottet