Lyden af ører, der hører – nu pÃ¥ CD

LABYRINTHITIS

Nu er Jacob Kirkegaards lydværk – eller egnetlig ville jeg nok kalde det for ny kompositionsmusik, eller mÃ¥ske konceptuel kompositionsmusik – Labyrinthitis udkommet pÃ¥ CD pÃ¥ Jacobs faste label, det engelske Touch. Læs pladeselskabets fine beskrivelse og køb den, køb den, køb den her

Jeg har skrevet om værket, som jeg er helt pjattet med, før – her – da jeg kom hjem fra uropførelsen pÃ¥ Medicinsk Museion for et Ã¥rs tid siden.

Kort fortalt om værket:

LABYRINTHITIS relies on a principle employed both in medical science and musical practice: When two frequencies at a certain ratio are played into the ear, additional vibrations in the inner ear will produce a third frequency. This frequency is generated by the ear itself: a so-called “distortion product otoacoustic emission” (DPOAE), also referred to in musicology as “Tartini tone”.

Jacob har fÃ¥et optaget toner, som hans eget øre har skabt – de sÃ¥kaldte DPOAE eller differenstoner- og har skabt en komposition, der tilsvarende skaber nye DPOAE i lytternes øre.

Jeg kommer til at tænke pÃ¥ Ryoji Ikedas matrix (for rooms), hvor han udnytter opførselsrummet (om det sÃ¥ er en koncertsal eller éns egen stue) som et resonerende instrument – deraf titlens ‘(for rooms)’. Værket er simpelt scoret for rooms – til rum. Jacobs værk kunne pÃ¥ samme mÃ¥de siges at være scoret for ears, i det værket bruger lytterens egne øre som et insturment i opførelsen. “Active hearing” som Douglas Kahn (!) meget præcist benævner det i covernoterne.

Siden jeg hørte værket sidst i Medisinsk Museion, har mine associationsrækker ændret sig. I hvert fald faldt følgende mig ind, da jeg lyttede nu:

Den fundamentale præmis for Labyrinthitis er opbygningen omkring det eksakte toneforhold 4:5, som er det frekvensforhold, der kan skabe DPOAE’er eller Tartini-toner, som de kaldes inden for musikkens verden. Idet Kirkegaard vælger, at lade værket rotere omkring produktionen af disse toner, bliver det strukturerende greb for hele kompositionen altsÃ¥ 4:5 intervallet. Og dermed har Jacob skabt et værk i eksakt intonation – et tonesystem, som jeg er vældigt fascineret hovedsaglig via La Monte Young, Kyle Gann og Alain Daniélous værker og tekster. Kyle Gann giver her en hurtig introduktion til eksakt intonation som modsætning til den tempererede intonation som vi kender fra et normalt klavers stemning.

Specielt nærliggende bliver referencen til La Monte Youngs værker i eksakt intonation. Young bruger interferensmønstrene mellem de eksakt afstemte toner som en bærende del af værkerne.  Jeg havde for nyligt muligheden for at opleve Youngs Dream House installation i Downtown New York. Her har Young skabt et værk bestÃ¥ende af en rumlig installation af en 23 toners akkord. 23 sinustoner, der afspilles ved stor volumen af 4 højtalere – en i hvert hjørne af et ca. 10 x 10 meter rum. For en mere udpenslet beskrivelse se her

Den generelle effekt af Youngs 23 toner i eksakt intonation er, at tonerne skaber snurrende, snerrende, dirrende og bølgende klange. NÃ¥r toner forholder sig til hinanden i et eksakt brøkforhold (som f.eks. 4:5) sÃ¥ skaber tonerne periodiske interferensmønstre. Hvis det er simple brøker – som f.eks. 8:9 (jeg vælger med vilje ikke 4:5, for ikke at skabe forvirring) – sÃ¥ opleves interferensmønstret som en hurtigt snurrende klang; klang er mÃ¥ske et lidt misvisende ord, men jeg kan ikke finde et bedre. Det er samklangen, der fÃ¥r en snurrende gestus. Hør f.eks. 9:8 intervallet her med tonerne 512 Hz og 576 Hz, det er mÃ¥ske nemmere. Først høres 512 Hz alene og efter 2 sek. fades 576 Hz ind:

[audio:512hz_576hz.mp3]

Mellem de to toner er der 203,91 cent. Cent er en betegnelse for procent af en tone i tempereret stemning. Det er altså lidt over to toner mellem 512 Hz og 576 Hz. Som ca. to toners afstand på et klaver.

Hvis brøkintervallet er mere komplekst – hvis toner ligger tættere pÃ¥ hinanden – som f.eks. 512:518 – sÃ¥ opleves det periodiske interferensmønster som langsommere bølgende. Hør f.eks. frekvensforholdet 512:517 her med tonerne 512 Hz og 517 Hz (først høres 512 Hz alene og efter 2 sek. fades 517 Hz ind):

[audio:512hz_517hz.mp3]

Mellem 512 Hz og 517 Hz er der kun 16,83 cent, eller ca. en sjettedel af en tones på et klaver.

Jo mere komplekse klange og flere toner, der interferer, jo mere kan man fÃ¥ klangen til at bølge og blævre. Det er meget groft sagt pointen i La Monte Youngs Dream House-værk. Dream House fungerer dog desuden i en rumlig dimension, der gør, at mÃ¥den tonerne snerre, bølger og blævre, ændrer sig med ens egne bevægelse rundt i rummet. Lige som Ikedas matrix (for rooms) – eller nok nærmere om vendt, da Young har arbejdet med konceptet 30 Ã¥r før Ikeda.

Den første del af Labyrinthitis bruger kun intervallet 4:5 i en art præsentation af lydmaterialet og fænomenet, men med de to følge dele af værket anvendes flere mere komplekse klange, hvor flere forskellige tonerpar skaber 4:5-intervallet og desuden en masse andre intervaller i mellem hinanden pÃ¥ kryds og tværs. Ved værkets slutning bølger og snerre den komplekse akkord, sÃ¥ man næste kunne fÃ¥ kvalme – et symptom pÃ¥ sygdommen med navnet Labyrinthitis, som værket jo netop bærer.

Kirkegaard f̴r alts̴ Рi hvert fald i teorien Рskabt de fysiologiske symptomer p̴ sygdommen labyrinthitis hos sine lyttere. Sikke en magt som komponist.

NÃ¥r jeg tidligere skrev, at Young var specielt nærliggende, er det fordi de effekter, som Kirkegaard oparbejder hen mod slutningen af Labyrinthitis, ikke er meget ulig oplevelsen af at bevæge sig rundt i Dream House – en oplevelse, der ogsÃ¥ var stærkt fysisk om ikke kvalmeinducerende.

Til sidst har jeg lavet en lille demonstration af Tartini-tonen eller den DPOAE, som Jacob arbejder med i Labyrinthitis. Først introduceres de to toner med frekvensforholdet 4:5. Først den ene (512 Hz), sÃ¥ den anden (640 Hz). Derefter igen 512 Hz hvortil der sÃ¥ lægges 640 Hz efter 2 sekunder. Nu skulle de to toner gerne danne en yderligere tredje tone, der er dybere end de to første. Efter de to toner har klinget sammen i 6 sekunder lader jeg Tartini-tonen – den tone som gerne skulle dannes i dit, kære læsers, øre – fade ind. Dette lyder som et volumenskift for tonen, der gerne allerede skulle kunne høres. Efter formlen: f3 = 2 f1 – f2 kan vi regne ud at Tartini-tonen er pÃ¥ 384 Hz. De tre frekvenser har altsÃ¥ forholdene 4:5:3.

[audio:512hz_640hz_384hz.mp3]

(I parentes kan det nævnes, at der når 384 Hz fades op i eksemplet, kan det høres, at der skabes endnu en DPOAE eller differenstone. En endnu dybere tone, men det ville, så vidt jeg forstår, være forkert at kalde denne 4. tone for en Tartini-tone, da den ikke skabes i forholdet 4:5 men 3:4.)

Læs Jacob Kirkegaards egen beskrivelse af værket og teorien bag her, og se billeder fra uropførelsen
To af mine billeder fra uropførelsen er her og her