Perspektivløst studie eller Digital size and time (face and wacth)

Perspektivløst studie (til Mel Bochner)

Det her er et scannerbillede, jeg lavede for sjov for et halvt års tid siden. Det er krukket at lægge selvportrætter ud, men bær over med mig.

Billedet er lavet efter Mel Bochners værk Actual Size (Face) fra 1968. Bochners værk er et fotografi af Bochner selv i profil foran en væg, hvorpå en lodret linje med længdemarkeringer er malet:

Bochner started with small Polaroid photographs of his profile and his hand and arm [til værket Actual Size (Hand) også fra 1968, MK], taken while he was standing next to a vertical line on which a 12-inch segment has been marked off and so labeled. He then had the original Polaroid prints rephotographed and enlarged so that, in the new prints, the 12-inch line visible in the photograph again measured 12 inches. In this deadpan documentary work, Bochner manipulated the photographic process to give an image an accurate, one-to-one relationship to reality, something photography is naively assumed to establish by itself. Henvisning

Bochners værk er en skøn (som citatet ogsÃ¥ siger) deadpan fordobling, der bruger fotografiets skin af 1:1-forhold til det gengivne og ekspliciterer det ved at forstørre billedet til ‘true to life’ størrelse. Det er en demonstrativ holden-frem af denne umiddelbare indstilling til fotografisk gengivelse.

Størrelse og perspektiv

Bochners værk forstørrer fejlslutningen fotografi:forlæg = 1:1.

Et fotografi er mest fundamentalt struktureret af kameraets linse. Det er som bekendt linsen, der samler det afbillede objekts reflekterede lys til et billede. Dette billedes opbygning defineres af linsens brændvidde, der afgør hvor stort et vinkeludsnit, der projiceres over pÃ¥ den flade emulsion – i dette tilfælde ikke et negativ, men et polaroidbillede. Man kan forestille sig et buet billede, der mases fladt: jo mindre et vinkeludsnit (jo større brændvidde), der skal mases fladt – jo mere eksakt gengives objektet. Jo større vinkeludsnit (mindre brændvidde) jo mere forvrænges objektet ved at mase det buede billede fladt.Brændvidder

Som brændvidden går mod uendeligt bliver approksimationen af todimensionalitet bedre og bedre.

Dette er sandt for alle billeder, der er skabt ved hjælp af linser. Men ikke for de billeder en linjescanner skaber.

I et liniescannet billede er der intet perspektiv. Scanneren er ikke baseret pÃ¥ en linse og producerer derfor et fundamentalt anderledes billede. En anden kategori af billede. I stedet for af en linse, registreres det afbillede af en række sensorer (eller egentlig tre lige under hinanden – en for hver af farverne rød, grøn, blÃ¥), der bevæger sig henover objektet fra den ene ende til den anden. Der er altsÃ¥ tale om en fysisk, rumlig 1:1 korrespondance mellem sensorrækken og det objektet, der afbilledes, mens sensorrækken bevæger sig hen over (eller under) objektet.

Scan

Fotografiets linse-baserede billede kun har ét punkt – centrummet – hvor det gengiver objektet nøjagtigt lige forfra. Alle andre er nødvendigvis gengivet forskudt og derfor forvrænget, hvor lidt det end mÃ¥tte være. En scanner – ligesom en kopimaskine – gengiver samtlige punkter af objektet lige forfra.

En scannet billede har derfor en indbygget størrelse – 1:1 – til det afbillede objekt. Opløsningen af billedet kan naturligvis ændres, men dets digitale størrelse er 1:1 i to dimensioner.

Man kan derfor sige, at et mÃ¥lestok som Bochners ikke er nødvendigt i et billede som det i starten af teksten – det er indskrevet i det digitale billedes metadata.

Tid

Det scannede billede forholder sig ogsÃ¥ markant anderledes til tid end det fotografiske billede gør. I et fotografi er alle punkter nedskrevet over sammen tidsinterval: Blændens lukketid – f.eks. 1/60 sek. eller 1/500 sek.. I det tidsinterval fÃ¥r lyset (der samles til et billede af linsen) emulsionen i negativet eller polaroidet til at forandre sig kemisk, og det er dette, der efter fremkaldelsen, skaber det fotografiske billedet.

I den scannede billede skabes alle billedets punkter ikke på en gang. De skabes i linjer ad gangen. Som sensorrækken bevæger sig henover objektet, registreres det lineært fra ende til anden. (man må også kunne tale om hvordan hver enkelt sensor registrerer sit felt og hvor hurtigt, men det må springes over her) Hvis scanneren har en stor nok bufferhukommelse kan den scanne hele objektet i et kontinuert stræk, og derved også lineært i tid. Dvs. at scanneren er lige lang tid om at scanne hver linje i billedet.

Tiden går så at sige ned igennem billedet. Det er på mit billede synliggjort ved hjælp af et analogt armbåndsur med en sekundviser.

Detalje.

 

Detaljebillede. Læg mærke til at sekundviseren knækker i 4 hak (kun de 3 sidste er markeret med en streg). Hvor viseren knækker har den bevæget sig fra en sekundmarkering til den næste samtidig med, at scanneren er rykket en linje ned.

Ved at måle afstanden mellem knækkene på sekundviseren og så eller bare lægge sammen, kan man altså regne ud, at billedet er blev skrevet mellem kl. 00:46:52 og kl. 00:47:58. Billedet har dermed en tidslig udstrækning på 1 minut og 6 sekunder fra øverst til nederst.

Den tidslinje, der er skrevet i venstre side af billedet, er dermed kun en eksemplificering af billedet egen tid, og er lavet udelukkende udfra de informationer, der er indeholdt i motivet.

Fuld opløsning her.