Pioneers: The Beginnings of Danish Electronic Music

Pioneers. The Beginning of Danish Electronic Music

Det lille label Ljud – vist nok fra Ã…rhus – har udgivet en dobbelt opsamlings-CD med tidlig dansk elektronisk musik.

Efter et forgæves forsøg på Sort kaffe og vinyl på Skydebanegade, lykkedes det at finde udgivelsen i Fields af alle steder.

Jeg fandt ogsÃ¥ en virkelig grundig anmeldelse af Pioneers CD’en pÃ¥ Geigers hjemmeside skrevet af Jonas Olesen, som sjovt nok er drivkraften bag hjemmesiden totem.menneske.dk, som min sidste post handlede om. Hans anmeldelse er forbilledligt god, og jeg er enig i rigtig mange af hans pointer. Han meget begejstret for musikken – det er jeg ogsÃ¥ – men han gÃ¥r til makronerne omkring udgivelsens formidling af denne. Og med rette.

Til udgivelsen følger en booklet, med en tekst om starten på den elektroniske/elektroakustiske/konkrete musik. Her Jonas Olesen:

Det teoretiske grundlag for den elektroniske musik, henledes her meget traditionelt til Futurismens støjmanifest L’arte dei Rumori fra 1913 samt den klassiske serialisme og tolvtonemusik. Denne meget begrænsede og ensporede tolkning af den elektroniske musiks fundament findes gentaget overalt i den akademiske litteratur og har kun belæg indenfor en meget snæver klassisk musikforstÃ¥else.

Indenfor denne ramme interesserer man sig udelukkende for elektronisk musik, der pÃ¥berÃ¥ber sig legalitet, ved enten at have et stærkt teoretisk fundament, eller ved at være medieret gennem en ‘kunstmusikalsk’ ekspansion af ideér og metoder indenfor den klassiske musik. Denne tankegang forklarer præcist, hvorfor f.eks. Else Marie Pade blev fuldstændig afvist eller ignoreret i sin samtid, pÃ¥ trods af at hun faktisk arbejdede med baggrund i klassisk musik.

Jeg er tilbøjelig til at give Olesen ret. Den historie om den elektroniske musiks start, som genfortælles i bookletten, virker fjern fra de mennesker, der helt konkret lavede de første eksperimenter. Det skal dog nævnes, at så godt som alle de musikere, der er at høre på Pioneers, har haft en eller anden tilknytning den klassiske kompositionsscene, så kritikken er måske ikke helt berettiget. Det er en ensporethed, som i hvert fald også er at høre i valget af musik. I bedste fald er historien skrevet mange gange før og mange gange bedre, og kan ikke siges at bringe noget til musikken.

Men det skal ikke have lov til at trække fra musikken!

Jørgen Plaetners Beta fra 1962-63 kan ikke andet end at springe én i ørene. Beta, der dunkende og larmende pumper fremad, er virkelig godt. Bookletten beskriver ogsÃ¥, at det skulle have opnÃ¥et en vis berømmelse – hvis det er sandt, er det med rette. I mine øre lyder Beta, som Merzbow ville have lydt, hvis han havde lavet et af sine rytmiske albums med udstyr fra 60’erne. Hvis man skulle være i tvivl, sÃ¥ er det en varm anbefaling.

Olesens anmeldelse gjorde mig desuden opmærksom på at Dacapo har en udgivelse kun med Plaetners elektroniske musik.

Også Gunnar Møller Pedersens Organism fra 1969 og Svend Nielsens Waldeinsamkeit fra 1970 har være store lytteoplevelser. Organism består af orgelklange, der er manipuleret til et nyt muterende og bølgende hele uden attack og uden orgelets genkendelige envelope. Og her brillere bookletteksen faktisk. Den kan oplyse at:

De orgelgenererede klanges changerende udtryk er skabt ved at grundbÃ¥ndet er afspillet pÃ¥ en mængde højtalere opstillet i en øvesal og derfra optaget med en mikrofon pÃ¥ en svingarm: Henover pianoets strenge, bagved en gong, fra højtaler til højtaler – med resonansændringer, faseforskydning og rumklang som resultat.

Spot on! Det er den type information, man rigtig gerne vil have. Det lægger en masse til musikken, og man lytter anderledes. Man kan tydeligt genkende den flimrende og bøjende fornemmelse af at bevæge sig i forhold til en lydkilde. Det er en interessant teknik og en fantastisk effekt, der opnås.

Svend Nielsens Waldeinsamkeit bliver af teksten udråbt til at være både postmodern, minimalistisk og romantisk på en og samme gang (sic!). Postmoderne og minimalistisk, der står ganske uforklaret, henviser øjensynligt bare til, at der anvendes samples og båndsløjfer. Til sidst i den korte tekst konstateres ærgerligt, at dette tiltrods klinger stykket romantisk, hvilket passede fint til, at det i sin tid blev uropført i en skov!

Det er for mig netop interessant, hvad der opstår i feltet mellem det samplede Wagner og den nye form. Resultatet er et stillestående og svævende stykke musik, der fordrejer det oprindelige materiale, hvor Wagner approprieres, standses og omformes til noget nyt, der dog har en tyngde og en dramatik, som netop bibeholder en spænding til ophavet. Det kan ikke lade være med, at minde mig om det meget senere Wolfgang Voigt projekt GAS, som netop forsøgte at takle romantikkes svulmende klanggods på en lignende måde.

Det korte af det lange: Se igennem udgivelsens gyselige grafiske design og drop alt andet end kunstnerbeskrivelserne (selvom de ikke er fyldestgørende), men hør til gengæld musikken! Den er fuld af gode overraskelser.