Lea Porsager, T-F 3

space_junk_geo

Jeg bliver tiltrukket af kunstprojekter, der på en gang er referencetunge samtidig med, at de ikke vil formidle det. Det virker magnetisk på mig, at jeg kan fornemme, at der er oceaner af viden at grave frem, men at jeg ikke får noget som helst af det serveret. Der er den samme fascination, der driver min nysgerrighed overfor Danh Vos værker. Det bliver til gigantisk lange blogposts, som jeg aldrig bliver færdig med. Nu er det Lea Porsager, der har gjort det.

Lea Porsager er udstillingsaktuel på Fotografisk Center med udstillingen How to program and use T-F. Udstillingen opleves som ét sammenhængende værk, der indbefatter skulptur, fotografi, tekst og video.

Det man selv kan se

Næsten alle udstillingens dele ligger på gulvet. Der ligger to gang to brudte rækker af billeder og rundt om dem ligger mindre skulpturdele spredt. En projektor lyser en tekst op på den ene væg og på en anden vises en video i loop. Udstillingen er strippet for formidling på nær en meget overordnet tekst uden for døren og en lille folder, der kan tages i skranken.

Det er rækkerne af billeder, der er det mest markante element i udstillingen. Seks større rektangulære billeder i aluminiumsrammer ligger pÃ¥ aluminiumssveller med en cæsur i midten. Ti mindre billeder og kobberplader pÃ¥ kobbersveller ligger diagonalt i forhold til rækken af de store billeder. Udover billedrækkerne ligger to typer objekter pÃ¥ gulvet – tre blanke projektilformede objekter og syv mørkepatinerede kobberobjekter. Videoen pÃ¥ væggen viser blinkende farverektangler hen over et utydeligt videospor i sort/hvid. Teksten pÃ¥ den anden væg er pÃ¥ engelsk og omhandler udstillingen, objekterne og deres tilblivelse forklaret i et fortættet og indforstÃ¥et sprog.

De store billeder kan genkendes som scannerbilleder af harddiske og computerkabinetter. De mindre billeder er sværere at aflæse, men viser fysiske objekter/skulpturer affotograferet med et andet billede som baggrund.

Det man kan læse sig til

I den lille formidlingspublikation Fotografisk Center har lavet, kan man læse om de vigtigste af de tanker, der ligger til grund for udstillingen. Helt central er bogen Thought Forms af Annie Besant og Charles Leadbeater fra 1901, der er en nøgletekst i forhold til udstillingen. Udstillingen forholder sig meget specifikt til den relativt indflydelsesrige teosofiske tekst. Bogen er til at finde både på engelsk og i dansk oversættelse, hvor de vigtige illustrationer også er med.

Folderen forklarer også at udstillingen viser tre typer tankeformer. Tanketype 1 og 2 er henholdsvis rækken af store billeder og rækken af små. Tanketype 3 er de skulpturelle objekter på gulvet.

Leadbeater og Besant beskriver også tre typer tankeformer, og det er de tre typer, som udstillingen forholder sig specifikt til.

1. Tanker, der iklæder sig tænkerens forestilling

Hvis et menneske forestiller sig, at det befinder sig pÃ¥ et eller andet fjernt sted – eller ønsker, at det var der – skaber det en tankeform i overensstemmelse med forestillingen. …

2. Tanker, der antager form som et fysisk objekt

Hvis et menneske f.eks. tænker pÃ¥ en af sine venner, skaber det et lille billede af vennen i sit mentallegeme. Billedet holder sig som regel svævende i luften lige foran sin skaber. … En kunstmaler, der forestiller sig det billede, der skal males, opbygger det først i mentallegemet, og derefter projiceres det ud i rummet. Det fastholdes for det indre blik og derefter kopieres det. PÃ¥ samme mÃ¥de skaber forfattere billeder i mentalt stof af bogens personer. Ved hjælp af viljen flyttes de mentale personer fra en position til en anden. Forfatteren ser bogstaveligt handlingen udspille sig for øjnene af sig selv.

Med nutidens underlige bagvendte forestilling om virkeligheden er det svært at forstÃ¥, at de mentale billeder faktisk eksisterer, og at de nemt kan ses af clairvoyante – og endda rokeres omkring af andre end deres skaber. Nogle forfattere har en uklar fornemmelse af processerne, og de har bekræftet, at efter at de havde skabt handlingens personer, havde personerne selv udviklet en form for vilje. …

3. Tanker, der antager deres egen specielle form

Det drejer sig om tankeformer, der udtrykker deres iboende egenskaber i det stof, som de samler omkring sig. Det kan kun betale sig at illustrere tankeformer fra den tredje gruppe, for tankeformer fra 1. og 2. underplan resulterer kun i portrætter og landskaber. For de to første gruppers vedkommende er der kun tale om former fra det fysiske plan, der efterlignes i mentalt eller astralt stof. I den tredje gruppe ser man derimod et glimt af de former, der naturligt findes på astral- og mentalplanet. Men det, der gør dem interessante, skaber samtidig en uovervindelig barriere, hvis de skal gengives nøjagtigt.

Vægteksten i How to program and use T-F beskriver i sin indforståede og nærmest bevidst forplumrede stil udstillingens tre tankerformer, der spejler de tre typer i bogen:

T-F 1 Ego hard drives, susceptible to ideological drifts

T-F 2 Endless reproductions of frayed brown ideas and doctrines

T-F 3 The psychometric event of beeing caught between a rock and a hard place had caused the Programmers spasmodic “cool thinking” to materialize.

In a state of rare extremism, odd selfishness and unpleasant depression, the novice T-F Programmer met up with the Cyber Pioneer, one so seemingly connected, so thorougley networked to the extent of beeing downright clairvoyant.

Breezily bouncing off surrounding grids of communication satellites, this vertically challanged, multi-angular and neurally plastic Cyber Pioneer left the Programmer to her own lame devices.

While the Cyber Pioneer spoke in a foreign tongue, the Programmer reached into the astral plane and pulled out a mutated mental entity, a T-F 3. It landed on her lap, on her knees and in her open hands. Shaped like some kind of boomerang, it was heavy and cold despite its dark brown color. On the horizon, right where the earth’s surface began, another one hung blunt and cold. Above it lingered another shape, a silver bullet.

It was as if these cool thought-forms themselves had willed their own matter into beeing. Opaque, inaccessible, heavy, meticulous and anti-plastic, it was as if the T-F 3 refused to become anything more or less than thoughts embodied.

Lets assume for a moment that the Cyber Pioneer’s connectedness equalled panoptic vision. Let us furthermore assume that this vision – however casual and webby – is a potential power-tool for thought control. Let us then assume that these T-F 3 thought-bodies – sovereign in their matter-ness – disdainfully reflect the eye back to its beholder, resistant as they are to flattery, influence, control and judgement in any way, shape or form. And finally, let us assume that connectedness is synonymous with an outlandish state of exhaustion. That only in the very center of the purple and brown fog, an inorganic spark can be found. Thank you, thank you, thank you. T-F 3 the Shield. The Sturdy Mental Explosion. O!

Det man skal have fortalt nu også kan læse sig til

Jeg havde fornøjelsen af at høre Porsager fortælle om udstillingen i en artist talk , hvor hun gav en ikke-fortættet og ikke-indforstået udlægning af det vægteksten forklarer. En del af den information er nu også publiceret i den meget flotte kunstnerbog Ablaze with the Fires of Matter udgivet af Officin, som Louise Hold Sidenius fra det just hedengangne Internationalistisk Ideale, så vidt jeg ved, står bag.

Det korte af det lange: Porsager opsøgte en litauisk clairvoyant, der ikke taler andet end litauisk og under den seance, så/mærkede hun de to former, som hun senere fik henholdsvis drejet og støbt til udstillingen.

Porsager omtaler i Ablaze with the Fires of Matter ogsÃ¥ vægteksten, der efter eget udsagn er en fiktionalisering af den faktuelle handling for at forskyde den til et andet betydningsniveau: “I guess, making the doing resistant to individual mythologies and their restrictions on “what happened”. And in doing so, maby even facilitating voices or gestures from other realms, other layers of reality or truth – from space itself.”

Repræsentationsproblemer

Læser man i Leadbeater og Besants bog med kunstbriller er det pÃ¥faldende, at der er en dobbelt repræsentationsproblematik pÃ¥ spil. Bogen starter simpelthen med at forfatterne beklager sig over umuligheden af en fyldestgørende gengivelse af de firedimensionale tankeformer. Gengivelser af tre dimensioner som to er mangelfuld i sig selv og beror pÃ¥ konventioner. Hvis man sÃ¥ endda tillægger “bevidsthedens begrænsning”: “De allerfleste af de, der sÃ¥ billedet, har absolut ingen viden om andet end tre dimensioner og ikke den ringeste forestilling om den indre verden af strÃ¥lende lys og farver, hvor tankeformen hører til.” Bogsidernes to dimensioner er et meget dÃ¥rligt medie til repræsentationen af tankeformerne – især for de uindviede, der ikke engang har den allermest elementære viden om Ã¥ndsvidenskaben. Nemlig at:

Mennesket – tænkeren – har et mentallegeme, som består af utallige kombinationer af mentalplanets subtile stof. Dette indre legeme er mere eller mindre forfinet i sine bestanddele og mere eller mindre godt organiseret i forhold til sine funktioner, afhængig af den grad af intellektuel udvikling, vedkommende har opnået. Mentallegemet er specielt smukt, fordi partiklernes finhed og hurtige bevægelser får det til at se ud som levende, perlemorslignende lys. Denne skønhed bliver endnu mere strålende, efterhånden som intellektet udfolder sig og hovedsageligt bruges til uselviske formål. Enhver tanke aktiverer forbundne vibrationer i mentallegemes fine stof. De er omgivet af et farvespil som det, man kan se i støvregnen fra et vandfald i solskin. Under indflydelse af impulsen afkaster mentallegemet en vibrerende del af sig selv, der er formet af vibrationerne – ligesom de figurer, fint sand danner på en skive, der vibrerer under påvirkning af en lydvibration. Fra den omgivende atmosfære samler tanken stof fra mentalverdenens elementalessens, som svarer til finhedsgraden i dens egen organisme. Tankeformen er et levende og aktivt væsen, der udelukkende er besjælet af den tanke, som har skabt det. Fordi denne tankeform er dannet af stoffets finere grader, har den stor kraft og energi.

Der fra forklarer forfatterne videre om tankens to manifestationer: Vibrationer og de egentlige tankeformer. Og der støder vi på den anden repræsentationsproblematik, der handler om den måde hvorpå tankeformerne forholder sig til tanken.

En af tankens andre funktioner er skabelse af en bestemt form. Alle, der studerer åndsvidenskab, har hørt om elementalessensen – det mærkelige, halvt intelligente liv, der omgiver mennesket overalt og beliver mentalplanets og astralplanets stof. Det belivede stof reagerer på menneskets tanker, og enhver impuls, der udgår fra mental- eller astrallegemet, iklæder sig straks et midlertidigt legeme af det belivede stof. Tanken eller impulsen bliver midlertidigt et levende væsen, hvor sjælen er tankekraften, og legemet er det belivede stof. (min kursivering)

Repræsentationsproblematik er mÃ¥ske sÃ¥ meget sagt, for det fremstilles netop som uproblematisk – en omgÃ¥ende iklædelse af astralt stof, hvor tanken er for tankeformen, hvad sjælen er for legemet. En klassisk opdeling af repræsentationen i form og idé. En opdeling, der dog forplumres lidt af, at der tales om tanker og former som meget konkrete ting.

Det er åbenlyst, at Porsager ikke forholder sig ortodokst til Leadbeater og Besants udlægning af tankeformsfænomenet.

I forhold til den første repræsentationsproblematik begrænser Porsager sig ikke til to dimensioner. Hendes tankerformer er tredimensionale. Men allerede her begynder de to repræsentationsproblematikker at flyde sammen, for er værkerne i udstillingen at betragte som repræsentationer af tankeformer, eller er de i sig selv tankeformer? Tankeformer, der bare er af en lidt anden beskaffenhed end Leadbeater og Besants.

Det var den første problematik. Den anden er, om tankeformerne (som objekterne i udstillingen enten repræsentere eller udgør) forholder sig til en tanke pÃ¥ samme mÃ¥de som sjæl forholder sig til krop hos Leadbeater og Besant. Om tankeformerne i sig selv er repræsentationer af en ren tanke. Afbilleder de tanker, eller manifesterer de tanker? Er de billede pÃ¥ en tanke eller er de – som fysisk specifikt objekt – en tanke i sig selv. Deres egen tanke? Hvis de er repræsentative, hvad er det for tanker de repræsenterer? Hvad er det for tanker, stoffet er klædt om? Hvad er sÃ¥ tankeformernes sjæl?

Konkret abstraktion

Det er den boomerangformede T-F 3, det drejer sig om. Centrum gravitatis, som de andre elementer peger imod. De syv tavse objekter, der forekommer udspændt mellem det mystiske og det konkrete. De ligger pÃ¥ gulvet som Judds objekter, som Morris’ mursten. Rager ud fra hjørnet som Tatlins hjørne-mod-relieffer. Konkrete, ikke-repræsentative specifikke objekter, der insister pÃ¥ en fysisk tingslighed. Med tyngde, form og størrelse som indskriver et løfte om en brugsfunktion – om det sÃ¥ er som slagvÃ¥ben eller sexrekvisit.

Billedkunstens gængse abstraktionsbegreb betegner det ikke-mimetiske, ikke-figurative. Det, der ikke ligner noget fra den synlige virklighed, vi kender. Det abstraktionsbegreb er relateret til det overordnede abstraktionsbegreb, der ligger nærmere ordets etymologiske betydning: At udtrække. At udtrække generelle koncepter fra konkrete realiteter, specifikke objekter, observerede hændelser. Det etablerede abstraktionsbegreb inden for billedkunsten antyder, at det abstrakte i kunsten er abstraheret ud af virkeligheden. Udtrukket af det konkrete, det genkendelige, det specifikke.

Den danske medieteoretiker Ulrik Schmidt har i den korte tekst “Arepræsentationelle formationer: Noter om afbildningen hinsides imitationen”, udgivet af Internationalistisk Ideale 2012, foreslÃ¥et et radikalt andet abstraktionsbegreb, et abstraktionsbegreb, der ikke handler om abstraktion som det modsatte af figuration, men som det, der sker i medialisering. Med en Malcom Le Grice i hÃ¥nden foreslÃ¥r Schmidt et abstraktionbegreb, der i stedet baserer sig pÃ¥ det, jeg før i mangel af bedre kaldte det overordnede abstraktionbegreb, der sigter mod udtrækket af noget generelt fra det partikulære. Ulrik Schmidt:

Men hvordan kan abstraktion tænkes som noget, der operere og kommer til udtryk hinsides spørgsmÃ¥let om figurativitet, reproduktion og repræsentation? Hos Le Grice mere præcist en adskillelse af “qualities, aspects or generalizations from particular instances.” Abstraktionen bliver sÃ¥ledes til gennem afviklingen af det partikulære, det enestÃ¥ende og det selvstændige i repræsentationen, til fordel for en mere ‘almengjort’ billedlighed…

Schmidt etablere overbevisende et abstraktionsbegreb, der ikke er en modsætning til det figurative – tvært i mod kan det abstrakte gnidningsfrit rumme det figurative – men et abstraktionsbegreb, som er en modsætning til det partikulære.

Her bryder jeg med Schmidt, for at trække et aspekt af det ikke-partikulære abstraktionsbegreb frem: Nemlig det abstrakte som modsætning til det fysisk. Det abstrakte som det immaterielle.

Abstraktion betød radikalt forskellige ting for de grupperinger af kunstnere, der tog arbejdet med ikke-mimetisk kunst op omkring 1910. Særlig to retninger i den russiske avantgarde er interessante i denne sammenhæng. Suprematismen, som den blev formuleret af Kazimir Malevich og konstruktivismen, som Vladimir Tatlin her kan eksemplificere. Malevich viste sit nulpunkt for maleriet på samme udstilling, som Tatlin viser sine hjørne-mod-relieffer, jeg allerede har nævnt: 0.10: The Last Futurist Exhibition of Painting i Petrograd i 1915.

Både Tatlin og Malevich sigtede mod en ikke-figurativ kunst. Tatlin ville med sin konstruktivisme lade form fremspringe af materiale. En anti-illusionistisk materialisme, der ikke (som de russiske ikoner) ledte videre til en transcendental religiøs oplevelse, men i stedet til materialernes immanente realitet, en materialernes sandhed. Malevich søgte suveræne, egenrådige former befriet fra et figurativt forbillede. Malevich skrev i 1927:

In the year 1913, trying desperately to free art from the dead weight of the real world, I took refuge in the form of the square. … To the Suprematist the visual phenomena of the objective world are, in themselves, meaningless; the significant thing is feeling, as such … Art no longer wants to serve the State and Church, it no longer wishes to illuminate the history of manners, it wants to have nothing further to do with the object, as such and believes that it can exist in and for itself without “things”

Sådan opstillet fremstår de to projekter som hinandens antiteser: En radikal materialisme og en lige så radikal anti-materialisme. Tatlin peger mod den senere minimalismes ambition om at skabe specifikke objekter, ikke-repræsentative kunstværker, der holdt sig fast i tingenes verden og ikke gled over i illusion. Malevich peger mod den abstrakte ekspressionisme, som minimalismen eksplicit formulerede sig imod, og som Clement Greenberg netop brugte, til at etablere det abstraktionsbegreb, som jeg har kaldt, det, der i dag er det gængse.

Hvorfor den diskurs? Fordi Porsagers T-F 3 stÃ¥r med en fod i hver lejer. Objekterne fremstÃ¥r pardoksalt nok som konkret immaterialitet. Som bÃ¥de radikal materialitet og radial immaterialitet pÃ¥ samme tid. Da jeg slap dem højere oppe i teksten, var det med spørgsmÃ¥let om de er tanker eller om de afbildede tanker? I udstillingens tekst beskrives hvordan “It was as if these cool thought-forms themselves had willed their own matter into beeing. Opaque, inaccessible, heavy, meticulous and anti-plastic, it was as if the T-F 3 refused to become anything more or less than thoughts embodied.” Mit læsning (og svar pÃ¥ det jeg omtalte som den anden repræsentationsproblematik i forhold til Besant og Leadbeater) bliver, at tanke og form fremtræder som ét. At tanke og form er det samme. At formen er tanken og tanken formen.

TF-3 er både et konkret objekt i linje med minimalismen og en abstraktion i linje med Suprematismen. Eller endda abstraktion i linje med Kandinsky spirituelle og mystiske version, der på mange måder måske endda er en mere oplagt reference. Kandinsky var direkte inspireret af Leadbeather og Besants bog om tankeformer.

Back to Things! – Ablaze with the Fires of Matter

Hvad er det, T-F 3 kan? Tankeformerne har en tydelig kropslig gestus Рen modsatrette (ogs̴ fysisk konkret) gestus, og Lea Porsager omtalte b̴de i artist talken og i bogen Ablaze with the Fires of Matter, at T-F 3 har et potentiale. At den kan noget, eller m̴ske kan noget.

In How to Program and Use T-F these T-F 3 have mutated and become resistant. They are iron and bronze and they’re here. They are physical manifestations of thoughts and they are impervious to analysis. In How to Program and Use T-F all the physical thought-forms are resistant T-F 3. They are not convertible. They need to be here in physical form. Like this. They are unfit for the constant flow of communication, they defy the grid. And that is why I describe them as a kind of shell – that you can hold and in a way protect yourself. T-F 3 the silent speaker. The thought-forms I went looking for happened to be solid.

og i relation til vægtekstens “sturdy mental explosion”:

In a way, I think it has more to do with potential. That there is some kind of explosion that could happen. The way that these thought-forms are shells and somehow also weapons. There is something uncontrollable about them, because they are immune to judgement.

De er solide, kan ikke omformes, tilpasses eller rummes i ord eller kode. De er stumme ting, der med deres insisterende tingslighed rummer et potentiale af brugsværdi. Ordet ‘objekt’ ringer af passivitet, ‘ting’ ringer af handling. T-F 3 er ting. Det er den samme skelnen mellem objekter og ting som Carolyn Christov-Bakargiev gøre i sit forord til documenta 13 kataloget: “Neither is it the inert object that dOCUMNETA (13) adresses … It is rather the space of relations between people and things…”

Bruno Latour:

As every reader of Heidegger knows, or as every glance at an English dictionary under the heading “Thing” will certify, the old word “Thing” or “Ding” designated originally a certain type of archaic assembly. … The point of reviving this old ethymology is that we don’t assemble because we agree, look alike, feel good, are socially compatible or wish to fuse together but because we are brought by divisive matters of concern into some sort of provisional makeshift (dis)agreement. If the Ding designates both those who assemble because they are concerned as well as what causes their concerns and devisions, it should become the center of our attention: Back to Things! Is this not a more engaging political slogan?

Hvad brugsværdien konkret er, er mere Ã¥bent. Som et skjold mod ord, et anker i den fysiske verden. Et meditationsobjekt mÃ¥ske. Porsager: “I do think there is a need right now for encouragement from something that is resistant and does not submit to all kinds of fluctuations.”

Refrencen og lighederne med Kandinsky burde udvides – der ville ogsÃ¥ være et ekspressionistisk perspektiv pÃ¥, hvad det er, T-F 3 kan. Men jeg stopper her.

I øvrigt: http://www.themystica.com/mystica/articles/t/thought_forms_how_to_program_and_use.html