Who's afraid of Niketown?

How is afraid of Niketown?Jeg hørte først om den tyske arkitekt Friederich von Borries’ bog Who’s Afraid of Niketown? Nike-urbanism, Branding and the City of Tomorrow under cph:dox ’05, hvor han deltog i arrangementet Coming to a Street Near You. cph:dox beskriver det sÃ¥dan her:

Coming to a Street Near You
Kan gadekultur og kunst indgå alliancer med multinationale virksomheder uden konsekvenser for koncepterne og kredibiliteten? Friedrich von Borries, forfatter til bogen ‘Who’s Afraid of Niketown?’ debatterede med publikum, konceptmagerne bag VWs Project Fox i København, og Andreas Leo Findeisen, som kører projektet Serious Pop i Wien.

Jeg har ville have fingre i hans bog lige siden. Han fremlægger i bogen – som han ogsÃ¥ gjorde det i sit oplæg under cph:dox – hvordan Berlin i starten af 00’erne har fungeret som en prøveklud for Nike-koncernens vanvittigt skruppelløse markedsføringsstrategier.

Hans analyser er skarpe og præcise, som nÃ¥r han sætter fingeren pÃ¥ Nikes idiosynkratiske brand identitet, der trækker pÃ¥ lige dele modkultur og urban frihed og forskruet hyperliberalisme, hvor man mÃ¥ bryde reglerne for konstant af være foran – “and the losers go off”. En identitet, der kan drage udnytte af, at igle sig fast pÃ¥ bygninger og steder med konnotationer af fallerede regimer – toner af kommunisme og østblok – alt sammen for at sælge sneakers!

Han har også åbenlyst ret, når han problematiserer, at det skulle være muligt at underminere brands som Nike ved at fordreje deres logoer og slogans i fx kunstværker, fordi det altid vil resultere i mere presseomtale til Nike. Nike kan opsluge denne type modstand og vende det til sin egen fordel hurtigere end der kan etableres en nyt position udenfor.

von Borries’ analyse af Berlins’ bystyres fatale fejltrin i deres villighed til at udleje bygninger og steder med ekstrem politiks og følelsesmæssige ladninger til kommercielle korporationer, som følge af en handlingslammende berøringsangst, er meget slÃ¥ende.

Bogens analyse har en stor styrke i udsigelsespunktet, der hele tiden ekspliciteres at være Von Borries selv – en del af Nikes mÃ¥lgruppe – og som endda i bogens første afsnit indrømmer, at han gÃ¥r med Nike sneakers! Senere kommer punchlinen:

… Nike is quicker than any protest movement – in the end, even antiglobalization activists have to wear sneakers

Noget af der, der fik mig til at huske bogen, var at von Borries i sit oplæg pÃ¥ cph:dox endte med en cliffhanger uden lige, om den eneste modstrategi, han kunne se. Det han i bogen kalder “radical opportunism”. NÃ¥r jeg nu har læst bogen, kan hans idé om radical opportunism, som han bruger bogens sidste afsnit pÃ¥ at opridse, er skuffende:

The tactician of the spatial must be capable of responding quickly in order to contend with the ‘rapid response troops’ of Nike urbanism. His only chance lies in reactive behavior, in the tactical maneuvering through which he can explore the suddenly and fortuitously breached spaces and definitional gaps.

Det virker alt for nemt. Det er netop det, hans egen analyse af Nikes indoptagen af anti-Nike strategier har vist. Det virker som om von Borries pÃ¥ falderebet er blind overfor sin egen analyses konklusioner. For at ombringe firmaer som Nikes overtagelse af byrummet mÃ¥ vi løbe hurtigere og være mere snu – spille deres eget spil, men gøre det bedre og smartere. Det er lige præcis den ideologi han lige har afdækket hos Nike. Ærgerligt og lidt en flad afslutning pÃ¥ en rigtig anbefalelsesværdig bog – men læs den alligevel. Og mÃ¥ske kan han faktisk formÃ¥ at føre det ud i livet – det mangler jeg at finde ud af – men som det stÃ¥r ligner det tomme trusler.

En sidste anbefaling skal være Abo Rasuls vanvittigt morsomme og radikalt konfrontationssøgende bog Macht und Rebel (Skandinavisk misantropi) fra 2002 (2003, Lindhardt & Ringhof). En art skønlitterær version af von Borries kritik – bare hævet i 10 potens, og sÃ¥ med en slutning hvor corporat marketing, ny-nazisme og børneporno klinger sammen i skøn harmoni.